Møllehistorier 2014


Dorf Mølle:

I 1907 skete der en tragedie i Dorf vandmølle. Møllegården havde fået en ny, ung møllersvend pr. 1. november, og få dage før jul blev der gjort et skrækkeligt fund i vandmøllen: Møllersvenden hang død mellem stjernehjulet og kværndrevet. Han var alene, da det skete, men man mente, at maskineriet havde grebet fat i hans løsthængende jakke og trukket ham i døden. Møllegårdens forpagter, Jens Jensen, understregede i en efterfølgende undersøgelse, at svenden burde have stoppet møllen, hvis han ville justere en aksel i møllen, hvilket hans kropsstilling og de omkringliggende redskaber tydede på. Svenden efterlod en gravid kone, som han havde giftet sig med tre uger før dødsfaldet. Historien siger, at hun fik udbetalt 7000 kr i erstatning, men det vides ikke med sikkerhed. Dette er en lille, trist historie om, hvor farlige arbejdspladser møller var.
Der fortælles mere om dødsfaldet i en helt ny udstilling i Dorf vandmølle.

 

Herluflille Mølle:

En januarnat på Herluflille Mølle

 

Af: Esther Larsen

 

En beretning om en dramatisk januarnat i 1932 på Herluflille Mølle, fortalt af møller Helge Larsen.

 

 ”En af fars værste oplevelser var hin forfærdelige januarnat i 1932, da far vækkede farfar, min bror og mig for at fortælle om den katastrofe, der lige var sket. – Han tænkte mere på sin ødelagte mølle end på, at han selv havde været i overhængende livsfare og kun ved et mirakel havde reddet livet. Efter at han havde været oppe i møllehatten for at overskue situationen i dette uvejr, var han gået ud på omgangen, og han stod under vingefanget, da de flere tons tunge vinger, aksel, krøjeværk og hele hatten blev løftet af stormen og passerede lige forbi ham, mens han trykkede sig op ad mølleskroget. Der var kun det bræt tilbage på omgangen, som han stod på og mirakuløst slap han med kun få småskrammer. – Det var et stort tab, da møllen ikke var stormforsikret. Den blev dog genrejst med selvkrøjer og selvsvikker igen, og vingerne drejede igen frem til 1955, hvor vi gik over til eldrift. Sammen med min hustru Esther købte jeg i 1965 det hele

og vi drev nu landbruget samt savværket, som var udvidet en del, bl.a. med den store elektriske sav, som sidder på den sydlige side af møllen i dag.”

 

I de følgende år – helt frem til årtusindskiftet gik arbejdet i møllen delvis i stå – bortset fra handel

med foderstoffer, og i 1960´erne blev det nødvendigt at nedtage vingerne. Men siden 2003, hvor

Herluflille Møllelaug blev stiftet på foranledning af Helge Larsen har møllen gennemgået en for-

vandling – en restaurering fra hat og skrog til kampestensgrund, som gør at den nu er ”kampklar”

igen takket være dygtige håndværkere og et godt møllelaug, som arbejder for sagen, og heldigvis

oplevede Helge at se møllens vinger dreje for vinden igen. Det skete i 2012 til mølledagen.  

 

 

Karlebo Mølle

En driftig møller

I 1837 købte Michael Seierøe Karlebo Mølle på tvangsauktion. Møllen var opført 2 år tidligere, efter dens forgænger, en stubmølle, var brændt.

I 1847 overtog sønnen, Carl Thorning Seierøe møllen, og hans virkelyst har været stor, ses det i Karlebo Forstanderskabs forhandlingsprotokol. Det fremgår af den, at der var tilknyttet et bageri til møllen. I 1852 søger møller Seierøe nemlig om tilladelse til kun at levere 12 lispund (1 lispund = ca. 8 kg.) brød af hver tdr. rug til fattigvæsenet. Tidligere skulle han levere 13 lispund pr. tdr. Ansøgningen, der imødekommes, begrundes med den ringe vægt rugen havde. Samme år ansøger han om og får bevilget rettighed til at drive urtekramhandel (dvs. handel med kolonialvarer) i forbindelse med sit privilegium som spækhøker (nærmest svarende til senere tiders viktualiehandler)

I 1854 godtager forstanderskabet hans tilbud på leverance af brød og gryn til fattigvæsenet. Nu kan han endda levere 16 lispund af hver tdr. god, velrenset rug samt 4 skæpper gryn af hver tdr. byg.

Derefter slår møller m.m. Seierøe sig på de stærke varer. I 1856 søger han om tilladelse til at sælge brændevin i 'pot og pægl' og året efter om tilladelse til udkørsel af brændevinen, men ikke til 'Udskjænkning til siddende Gæster.' I 1860 får han lov til 'at anlæge et fiinbrød Bageerie'.

I 1861 går han ind i politik og bliver indvalgt i sogneforstanderskabet. For årene 1863 – 66 vælges han til sogneforstander, men i marts 1866 meddeler han, at han forlader sognet og derfor fralægger sig hvervet.

Året efter bliver møllen med tilhørende forretninger solgt.

 

Men i dag er slægten Seierø tilbage på Karlebo Mølle, idet en direkte efterkommer af Michael og Carl Thorning Seierøe, Elton Seierø, er leder for møllepasserne på møllen.


Karlstrup Mølle
Den standhaftige møllerdatter

Når Frilandsmuseets Møllerlaug viser møllerne frem, og fortæller om deres brug, er det ikke ualmindeligt, at museets gæster spørger ind til de mennesker, der har brugt og levet omkring møllerne, da de stop på deres oprindelige plads. Interessen for personerne ”bag bygningerne” er stor, og bliver ikke mindre, jo større interessen bliver for slægtshistorie.

En af de historier, vi kan fortælle, er historien om den ”standhaftige møllerdatter” Maren Pedersdatter fra Karlstrup Mølle. Stubmøllen, der i dag er Frilandsmuseets vartegn, stod oprindeligt i Karlstrup ved Køge bugt. Hun var datter af Peder Sørensen, sognets møller, og blev født i 1768. Hun sad som møllerkone på Karlstrup Mølle i 41 år, og var efter tur gift med tre af møllerne.

Marens far, Peder Sørensen, fik fæstebrev på Karlstrup Mølle i 1764. Han havde giftet sig til møllen, idet han overtog den efter sin svigerfar, der ikke havde nogen sønner, der kunne drive møllen videre. Peder Sørensens hustru, Mette Larsdatter, fødte flere døtre og fire sønner, men ingen af sønnerne levede mere end nogle få dage.  Peder Sørensen efterlod sig derfor ingen sønner ved sin død i 1795, men heldigvis havde han sørget for, at døtrene blev godt gift, hvilket vil sige, at de blev gift med møllere.

Kilderne taler deres tavse sprog om de sociale netværk i datidens samfund. Stort set alle faddere til barnedåbene, samt alle svigersønnerne og deres forlovere ved vielserne var møllere.

Maren blev gift med den 13 år ældre møller Niels Andersen fra Holme mølle i 1790. Han gennemførte en istandsættelse og modernisering af stubmøllen, da han overtog mølledriften ved Peder Sørensens død i 1795. Møllen fik indbygget et grubbeværk til fremstilling af gryn, og blev flyttet til en lidt anden plads.
Niels Andersen fik ikke meget glæde af ombygningen, han døde allerede i 1799. Som kvinde kunne Maren ikke få lov til at drive  møllen videre selv, og var nødt til at finde sig en ny møller-mand. To en halv måned senere blev Maren gift med møllersvenden Niels Hansen Læssøe fra Assers Mølle. Niels Hansen Læssøe drev møllen nogle få år, indtil han døde som 38-årig i 1806.

Tre måneder efter mandens død blev Maren gift for tredje gang, denne gang med møllersvenden Anders Mortensen Lund, og de fik flere børn sammen. Desværre ingen sønner, men en datter, Ane Birgine, giftede sig også med en møllersvend, og på den måde kunne traditionen føres videre.

Og sådan kunne det sikkert være fortsat til vore dage, hvis ikke tidernes ugunst havde gjort mølledriften urentabel, og bevirket, at stubmøllen endte med at blive flyttet til Frilandsmuseet.
Men kom ikke og sig, at kvinderne ikke spiller nogen rolle i møllernes historie!


Lyshøj Mølle

En møllehat vender hjem

Efter 8 års ferie på Sjælland er hatten til Lyshøj mølle vendt hjem igen.

Møllehatten løftede sig op af sit leje i stormen 2005 og beskadigede mølletårnet. Herefter blev den løftet ned og transporteret til en møllebygger i Faxe Ladeplads for på et tidspunkt at blive renoveret. En sådan renovering ville koste ca. 3 mio. kr., hvis de skulle udføre alt arbejdet hos møllebyggeren. Derfor blev det besluttet, at renoveringen skal foregå hjemme ved Lyshøj Mølle, og udføres af de ”møllesvende” som de sidste tre år har renoveret Lyshøj Mølle med ny underbeklædning, spær og nye tagspån. Med konsulentbistand fra en møllebygger og rådgivning fra museumsinspektør Lise Andersen, mener møllesvendene, at det er noget, de selv kan udføre. Ovennævnte beløb på 3 mio. kr. er ikke et beløb, vi selv kan løfte, derfor må vi i gang med ansøgninger til div. fonde.

Der er nedsat et ”miniudvalg” bestående af: museumsinspektør Lise Andersen , Arkitekt Morten Thomassen og to repræsentanter fra Lyshøj Mølle, Mogens Thomassen og Ove Knudsen, derudover hjælper teknisk forvaltning i Randers kommune. Udvalget arbejder med dette sideløbende med, at der arbejdes med de andre renoveringsopgaver. Møllehatten har som omtalt stået på pladsen hos møllebyggeren i 8 år. Så vi var meget spændte på, hvordan den så ud. Vi må jo erkende, at den trænger til en ”kærlig hånd”, men det er møllesvendene indstillede på, at vi har.

Møllen blev læsset torsdag aften i Faxe Ladeplads, og var på Lyshøj Mølle fredag ca. kl. 11.00 med en specialtransport fra Vognmand Erling Andersen, Randers.

Hatten vejer ca. 6,5 tons, og har en diameter på 485 cm og en højde på ca. 370cm.

Der var lavet en platform foran møllen, som skal fungere som arbejdsplads under restaureringen.

Planeringen af arealet var udført og sponsoreret af Entreprenør Hans H. Brath, Udbyneder.

Vi havde regnet med, at vognmanden ikke kunne løfte hatten helt op på platformen, så der var lavet en mellemplatform for en sikkerheds skyld.

Da vognmanden så, hvor hatten skulle stå, spurgte han, om ikke det var fint, hvis han satte den på plads første gang, og han manøvrede den store kran helt op til møllen og placerede hatten, der hvor den skulle være – et virkeligt godt stykke håndværk.

Alle ”møllesvendene” var mødt op for at se, hvor meget arbejde, der er i at få hatten på fode igen. Man blev enige om, at de første to år bliver de ikke arbejdsløse. Udover ”møllesvendene” og ”miniudvalget” var der også mødt en del andre personer frem, for at se hvordan hatten så ud efter 8 år.

De tidligere møllepassere fra Mortensminde, Calle og Lisbeth, kom med en lille én til halsen, samtidig med at de glædede sig over, at hatten var kommet retur efter 8 år på Sjælland.

 Hatten vil nu blive gennemgået og målt op, så der kan søges nye priser hjem på det, der skal udskiftes. Nu bliver det en stor opgave bl.a. at finde egetræ til div. bjælker.

Det er tanken, at der skal bygges et telt over hatten, så der kan arbejdes året rundt, når man starter på renoveringen.

Lige nu arbejdes der på renoveringen af tagene på vognporten og kornlageret.

 

Sillerup Mølle

Møllens historie
Slægten

 

Skamstrup Mølle

Møllens historie

Den oprindelige Mølle blev flyttet til Skamstrup i 1872 fra Birgittehøj, en gård få kilometer udenfor byen, hvor den havde stået siden 1854. Møllen i Skamstrup malede mel første gang i 1872. Den hørte til Møllegården øst for byen, men var periodevis forpagtet ud til forskellige møllere. Efterhånden som landmændene selv fik elektriske kværne, forsvandt grundlaget for en gammel Hollandsk vindmølle. I 1959 malede møllen for sidste gang. I mange år stod møllen blot og forfaldt. Den var et kedeligt syn. I 1992 tog en arbejdsgruppe under Skamstrup Landsbyforening initiativ til dannelsen af et selvstændigt Møllelaug med henblik på at redde og istandsætte Møllen. Desværre nedbrændte denne mølle totalt i orkanen den 3.-4. dec. 1999. Møllelauget havde på dette tidspunkt brugt 7 år på restaure-ringen.

I sommeren 2000 købte vi Gislinge Mølle, nedtog den, og brugte 3 år på at genopføre og restaurere denne på Møllebakken i Skamstrup. Det tog, med ovenstående forhindring, 11 år at få en funktionsdygtig mølle. Lørdag d.14. juni 2003 indviede vi vores nye gamle Skamstrup Lille Mølle. Det er således Gislinge Mølle, der nu står på møllebakken. Men vi synes at den nu er blevet til Skamstrup Mølle. Fra Gislinge Mølle er skelettet og en del drev og hjul bibeholdt. Fra den gamle Skamstrup Mølle var kun fundamentet og portene tilbage.

 

 

Aa Mølle

Møllehistorie: Der fortælles om årsagen til at Aa-Mølle blev flyttet 700 alen mod øst i 1839 var en storm som satte vandet op om møllen. Møllekonen var alene hjemme, og natten mellem 2-3 jan vågnede hun ved at der var noget som bumpede mod alkovens sengefjæl. Det var hendes træsko som sejlede i vand.Hun reddede sig selv og børnene ud på en forhøjning, indtil naboen kom hende til undsætning med hest og vogn.

Møllen blev derefter opført hvor den ligger nu.