Af: Per Gliese/Søren H. Hansen
Årsmøde i Dansk Møllerforening 2026
Årsmødet i Dansk Møllerforening 2026 afholdes i weekenden fra den 29.–31. maj 2026 med base på Støberiet i Svendborg.
Glæd jer allerede nu til masser af oplevelser, landskaber og spændende møllesteder på Langeland.
Program og indkaldelse til generalforsamling
Lidt om stedet, hvor vi skal bo:
Historien om Danhostel Svendborg (nu Støberiet)
Aktieselskabet L. Lange & Co., Svendborg Jernstøberi 1850-1950
Med foranstående beskedne avertissement, som fandtes indrykket i Svendborg Amts politiske Avis og Avertissementstidende i slutningen af april 1850, blev det tilkendegivet, at firmaet L. Lange & Co. var trådt i virksomhed. Den første støbning fandt sted den 27. april, og denne dag har da altid været betragtet som indledning til virksomhedens drift.
På det store støberi blev sydende støbejern tryllet om til alt fra staldvinduer, landbrugsmaskiner og kloakdæksler. Det var dog særligt L. Langes smukke stilovne, der var sirligt dekoreret af kunstnere og designere, som gjorde støberiet berømt. Langes jernstøberi holdt liv i ilden i 134 år gennem fire generationer, før virksomheden indstillede sin drift i 1984.
Skønt det meste af støberiet i dag er revet ned, er virksomhedens smukke administrationsbygning blevet renoveret og fredet. Vandrerhjemmet Danhostel Svendborg flyttede ind på adressen i slutningen af 1990’erne, og nu er det ikke fabriksarbejdere, der går gennem bygningens buede porte, men eventyrlystne gæster på opdagelse i Svendborg og omegn. Gennem årene har vandrerhjemmet haft et hav af private og foreninger og lagt hus til store fester, hyggelige sammenkomster samt masser af konferencer og kurser. Og selvom der er sket meget, siden de store støbekar var varme, kan man stadig mærke historien om L. Langes støberi, når man ser administrationsbygningens smukke gamle vinduer eller blotlagte loftsbjælker.
Det var lidt om historien, hvor vi skal bo. Foreningen har boet der to gange tidligere ved årsmøder, så mange af jer kender stedet, men de seneste par år er der – ud over navneskift – også sket en opdatering af værelser m.m.
Vi skal jo ud og opleve flere af møllerne på Langeland under lørdagens udflugt, men hvad er der ellers at fortælle om denne smukke ø?
Langeland på kryds og tværs
Langeland er en lang og smal ø i Det Sydfynske Øhav, beliggende mellem Fyn og Lolland. Med sine omkring 52 kilometer fra nord til syd fremstår øen som et markant landskab omgivet af hav på begge sider. Langeland har gennem årtusinder været beboet og rummer en historie, der afspejler både Danmarks oldtid, landbrugssamfundet og nyere tids udvikling. Allerede i stenalderen slog mennesker sig ned på øen, og i vikingetiden fik Langeland en strategisk betydning, da øen lå tæt ved vigtige sejladsruter gennem Østersøen. Handel, fiskeri og søfart spillede derfor en væsentlig rolle for befolkningen.
I middelalderen blev øen præget af kirker, landsbyer og herregårde, og landbruget udviklede sig til den vigtigste levevej. Senere, i 1600- og 1700-tallet, dominerede godsdrift og fæstebondesystemet store dele af samfundet. Med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet ændrede ejerforholdene sig, og mange bønder fik bedre vilkår og mere selvstændighed. I 1900-tallet blev forbindelserne til resten af Danmark forbedret gennem færgefart og broforbindelser, hvilket styrkede handel, bosætning og turisme.
Langelands natur er et af øens største kendetegn. Landskabet er formet af istiden og rummer de såkaldte hatbakker – afrundede bakker, som giver terrænet et blødt og bølgende udtryk, især i den nordlige del. Kystlinjen er lang og varieret med klinter, strande og lavvandede bugter, der skaber gode forhold for fiskeri og fugleliv. Øen er blandt andet kendt for vilde heste i naturområderne.
I dag fremstår Langeland som et roligt øsamfund, hvor landbrug stadig fylder, men hvor naturturisme, sejlads og friluftsliv spiller en stor rolle. Kort sagt en ø med historisk dybde og landskabelig værdi.
Lidt om mølleturen – lørdag
Efter en lækker morgenmadsbuffet skal vi være klar i bussen klokken ni præcis, hvor vi skal rundt på Langeland og besøge møller og måske se Tranekær Slot. Turen indeholder flere niveauer af møller; nogle er funktionsdygtige og i god stand, og andre er i gang med restaurering – forhåbentlig til inspiration og fordybelse og et lille indblik i bevaring af møller her på Langeland. Mølleturen inkluderer som vanligt også frokost og eftermiddagskaffe. Vi regner med at være tilbage på Støberiet omkring kl. 18.00.
Glade og energiske møllefolk er klar til at modtage os på følgende møller:
Rudkøbing Bymølle
Første stop på turen er ved vindmøllen i Rudkøbing. Rudkøbing Bymølle ligger i den sydlige del af byen og har været placeret på byens fæstningsvold siden 1600-tallet. Den nuværende mølle har stået der siden 1820.
Den første reelle restaurering af Rudkøbing Bymølle fandt sted i 1970’erne. Efter en længere periode med forfald i midten af 1900-tallet blev møllen fredet, og lokale kræfter – bl.a. en støtteforening – arbejdede i starten af 1970’erne for at bevare den.
Omkring 2022–23 var møllen endnu engang præget af slid og begyndende forfald. For at sikre bygningens overlevelse blev der igangsat et større istandsættelsesarbejde, støttet af fonde og lokale kræfter. Målet var at gøre møllen funktionsdygtig og klar til formidling. Der blev lavet reparationer og spåner i og på hatten, nyt krøjeværk samt vinger.
Møllen blev genindviet den 16. maj 2025 og åbnet for offentligheden. Indvendigt er der blevet etableret en ny udstilling, skabt af lokale frivillige, som fortæller om møllens historie, funktion og betydning for byens udvikling.
Driften og formidlingen varetages i dag af møllelauget, som har meldt sig klar til at fremvise møllen for os.
Den 6. oktober 2025 gav Langeland Kommunes anlægs- og bygningsudvalg Rudkøbing Bymølle en præmie for en meget flot og omfattende indsats med istandsættelse og renovering af den gamle, kulturhistoriske mølle.
Lindelse Mølle
Turen går nu videre mod Projekt Lindelse Møllegård, som er et nutidigt kulturarvs og fællesskabsprojekt, der har til formål at bevare og genoplive det historiske mølleanlæg som et aktivt samlingssted. Området omfatter både den fredede vindmølle og den tilhørende møllegård. Møllen blev opført i 1828, efter en brand havde ødelagt den tidligere mølle, hvilket gav den tilnavnet “Phoenix Mølle”, fordi den – ligesom fugl Fønix – rejste sig af asken. I mange år var stedet et vigtigt omdrejningspunkt for lokalsamfundets kornforarbejdning og landbrugsøkonomi. Mølledriften ophørte dog i midten af 1900-tallet, hvorefter bygningerne gradvist forfaldt.
I dag skal vi møde ejerne, Bruce Campbell og Bev Sithole, et internationalt par med rødder i det sydlige Afrika og et liv præget af ophold i flere lande, bl.a. Indonesien. Siden de købte møllen i 2020, har de – i tæt samarbejde med det lokale møllelaug – arbejdet for at åbne stedet for offentligheden og skabe et levende samlingspunkt. Deres vision forener dansk mølletradition med internationale erfaringer og en stærk idé om fællesskab. Møllen er dermed også blevet et sted, hvor lokale rødder og globale perspektiver mødes.
I forbindelse med opstarten på projektet blev der afholdt en arkitektkonkurrence om, hvordan de gamle ruiner kunne omdannes nænsomt. Det vindende forslag arbejder med at bevare ruinens karakter og samtidig skabe et fleksibelt rum til fællesskab og oplevelser, et sted hvor fortid og nutid smelter sammen.
Tranekær Slotsmølle
Tranekær Slotsmølle blev opført i 1846 tæt på Tranekær Slot på Langeland. Den blev oprindeligt brugt til at male korn for godset, men driften stoppede i 1900-tallet, og møllen forfaldt, før den senere blev restaureret og åbnet for publikum som arbejdende mølle og museum.
Tranekær Slotsmøllelaug ejer og driver møllen i dag. Det består af frivillige, som står for vedligeholdelse, restaurering, formidling og arrangementer, så møllen fortsat kan fungere og male mel ved vindkraft.
Formand for møllelauget, Joan Østerbye, og hendes stab står klar til at give os en spændende oplevelse her på møllen, som i slutningen af 2025 kom til at stå helt komplet med nye vinger. Efter at en vinge faldt ned i 2022, blev alle vinger taget af. Lauget rejste ca. 3,5 mio. kr. fra fonde til et helt nyt vingesæt, som blev bestilt og monteret af møllebygger Petersen.
Møllelauget har samtidig lovet at stå for en skøn frokost til alle på turen, så efter en formiddag med mange indtryk er vi sikkert klar til frokost i møllens magasinbygning eller udenfor, hvis vejret tillader det.
Tranekær Slot (måske?)
I skrivende stund har vi forhandlinger i gang om en mindre guidet tur inde på Tranekær Slot. Tranekær Slot regnes for et af Danmarks ældste beboede slotte med rødder tilbage til middelalderen. Slottet har i flere hundrede år været ejet af adelsslægten Ahlefeldt-Laurvig og fungerer stadig som privat bolig, hvilket betyder, at man som besøgende normalt kun kan opleve interiøret gennem en guidet rundvisning. På en rundvisning får man indblik i slottets lange historie, familien, der har boet der, og de mange fortællinger og anekdoter, som knytter sig til stedet. Turen foregår på dansk, hvor man bliver vist rundt i udvalgte sale og rum inde på slottet. Hvis det ikke lykkes at få denne rundvisning på plads, kører vi direkte til Bagenbjerg Mølle og sætter Christiansmøllen i Svendborg ind som dagens sidste besøg.
Bagenbjerg Mølle
Bagenbjerg Mølle ligger utrolig smukt ved Tullebølle på Langeland og blev opført i 1860. Den malede korn helt frem til 1981 og var dermed den sidste mølle på Langeland i drift til sit oprindelige formål. Senere gik man over til eldrift, da vindkraften blev for dyr at vedligeholde. I dag er møllen udvendigt flot restaureret, mens indersiden stadig løbende istandsættes.
Bodil Kjærgaard og Ole Petersen købte møllen i begyndelsen af 1980’erne og har siden sammen med et aktivt møllelaug lagt et stort frivilligt arbejde i at restaurere og bevare den. For indsatsen modtog de i 2021 en bygningspræmie fra Langeland Kommune og bevaringsforeningen. Bodil og Ole har gennem tiden haft besøg af interesserede møllefolk og fortæller gerne historien om stedet. Flere her i foreningen har allerede nydt godt af Bodil og Oles gæstfrihed og traktementer, men bestyrelsen mener, at det nu er tid til, at vi samlet og under dette årsmøde besøger disse to ildsjæle på deres helt unikke mølle. Det synes vi, de fortjener.
Vi har i forbindelse med besøget her aftalt, at møllelauget og værtsparret serverer eftermiddagskaffe og kage på møllen. Vi glæder os allerede.
Christiansmøllen (Svendborg)
Christiansmøllen på toppen af Kongebakken i Svendborg blev i sin nuværende skikkelse opført i 1859, hvor den fungerede som kornmølle indtil 1. december 1958.
I 1959 blev møllen fredet, og efter mange års forfald blev den gennemgribende restaureret i 2017-2019. Restaureringen er blevet båret af et frivilligt møllelaug, som arbejder med vedligeholdelse, formidling af møllens historie og åbne mølledage. Møllen er et kulturelt samlingspunkt i Svendborg, og glipper aftalen om besøg på Tranekær Slot, vil møllelauget modtage os på møllen som sidste besøg på en forhåbentlig interessant mølletur.
Søndag den 1. juni
Besøg på Egeskov Mølle
Efter årsmødet (Søndag) er der åbnet mulighed for at besøge Egeskov Mølle for dem, der har tid og lyst. Mere info om dette arrangement gives under selve årsmødet.
Ret til ændringer i ophold og program forbeholdes.